Microsoft har i denne uge udsendt en meddelelse til kunderne om, at softwaregiganten vil forlænge supporten til det populære XP-styrestem.
Det betyder, at Microsoft vil kunne tilbyde sikkerhedsopdateringer og "andre kritiske updates" helt frem til slutningen af 2014. Til den tid vil det være 13 år siden, at XP blev frigivet.
»Vores vedvarende support for Windows XP er resultatet af, at folk beholder deres Windows-baserede pc'er i mange år,« lyder i brevet fra Bill Veghte, der er vicepræsident for Microsofts online-services og Windows Business Group, ifølge InformationWeek.
Normalt stopper Microsofts støtte til operativsystemerne inden for en periode på ti år fra frigivelsesdatoen. For eksempel vil supporten for Windows 2000 blive sløjfet i 2010.
Ifølge InformationWeek har Microsoft ikke haft noget andet valg end at forlænge supporten for XP, da majoriteten af firmaets største kunder fra virksomhedssegmentet ikke har været villige til at opgradere til Vista.
Microsoft gør desuden opmærksom på, at firmaets licensbetingelser lader kunderne nedgradere til XP - uden ekstra beregning.
»Det er sandt, at vi vil stoppe med at sælge Windows XP som et detail-produkt og stoppe med at licensere det direkte til store pc-producenter (efter den 30. juni, red.). Men kunder, som stadig har brug for Windows XP, vil kunne få det,« skriver Bill Veghte i brevet.
Dette bliver bekræftet af Microsoft Danmarks produktchef for Windows, Mortimer Liebman, der dog understreger, at der er opstillet nogle bestemte betingelser for nedgraderingen.
»Først om fremmest siger betingelserne, at man skal have sit eget XP-medie - det vil sige selve Windows XP-cd'en. Det er forudsætningen,« siger han til ComON.
Licensnøglen får man fra det produkt, man gerne vil nedgradere fra. Men det er udelukkende de såkaldte OEM-versioner af Vista Business og Vista Ultimate, der inkluderer retten til en XP-nedgradering. Dette fremgår også af grafikken øverst i højre hjørne af artiklen.
»Disse versioner er typisk præinstalleret på den computer, du køber. Men man kan også godt gå ud i butikkerne og købe en OEM-version, som ikke er præinstalleret. På den måde gør du faktisk dig selv til systembygger - og dermed står du også selv for din egen support. Hvis der går noget galt med den, så er det dit eget problem,« uddyber Mortimer Liebman.
Hvis man køber en almindelig 'fuldpakke', har man retten til at ringe til Microsoft for at få hjælp. Såfremt man køber en maskine hos eksempelvis Dell, som indeholder en præinstalleret OEM-version, så er det Dell, man skal have fat i for at modtage support.
Når man har erhvervet sig Vista Business eller Ultimate og ønsker at nedgradere til XP, skal man ringe til Microsoft for at få omdannet licensnøglen til en XP-nøgle. Og man vil altid have retten til at opgradere igen.
Men hvor længe vil kunderne have mulighed for at nedgradere?
»Vi har ikke sat nogen begrænsning, da vi mener, at det vil ske helt automatisk. Med tiden vil det for eksempel blive sværere og sværere at få drivere til XP. Der vil ske en naturlig udfasning,« siger Mortimer Liebman.
Microsoft har http://www.comon.dk/news/microsoft.forlaenger.xps.levetid.men.kun.paa.langsomme.pcer_36355.html" target="blank">tidligere meldt ud, at en speciel version af XP til mini-notebooks - som eksempelvis Asus EEE - vil leve frem til juni 2010.